Barsel – den søde ventetid

Har taget hul på min første barselsuge, og jeg er simpelthen så glad for jeg ikke skal foretage mig noget det næste lange stykke tid.

Fredag kl. 12:15 kom jeg ud af eksamenslokalet med en flot karakter, samt et kursusbevis for gennemført Digital Markedsførings uddannelse.

Et stk. nyuddannet kursist fra Bigum & Co

Fra det øjeblik gik min krop på barsel. Kunne dårlig slæbe mine ben ned til parkeringskælderen, og på vej hjem hævede mine fødder til dobbelt størrelse, jeg måtte rulle vinduet ned flere gange for at få frisk luft for at undgå at falde i søvn på motorvejen, og jeg tissede næsten i bukserne.

Det var slet ikke noget jeg kunne kontrollere. Min krop var færdig. Jeg var færdig. Udkørt og træt med træt på.

Jeg ved godt jeg er blevet “gammel” i forhold til da jeg fik mine to andre børn, men at det er så meget anderledes her 3. gang kan da godt have noget med alderen at gøre. Fik allerede fra starten af tudet for øre af læge og jordemoder, at jeg jo “er oppe i alderen” og derfor skulle have ekstra blodprøver, glykosetest, og diverse advarsler om hvad riskoerne kan være ved at være over 35 år og samtidig være gravid.

Hold nu op altså! Alle tal/prøver var til UG og har ik fejlet en dyt hele graviditeten igennem. Det er først den seneste halvanden måneds tid jeg har været ramt af hævede ben/fødder og ekstrem træthed.

Men det har altså også været varmt, og jeg har siddet seks uger i +25 grader i et lokale og studeret med kæmpe mave og et stk. sprællende barn, uden de vilde muligheder for at bevæge mig andet end i pauserne.

Sjovt nok fandt min krop overskud i weekenden til at “bygge rede” som de kalder det, og alle baby tingene blev fundet frem. De har ligget gemt væk på et værelse, fordi jeg ikke kunne overskue forberedelserne til baby, og fokus dermed var på uddannelse. Så det er bevidst at så snart jeg startede barsel, så ville jeg finde det hele frem.

Og hvor var det hyggeligt. Gik sent om aftenen mens de andre sov, og pakkede bleer ud, tog mærker af det nyindkøbte tøj, vaskede det hele sammen med sengetøjet. Næste dag pakkede jeg pusletasken, fandt autostolen frem og fik lagt det nyvaskede tøj sammen og på plads. Dynen og madras er luftet, og vi mangler faktisk kun at få sengen hjem og samlet og købe nogle lagener. Så er vi klar. Læs min guide til at finde den rigtige pusletaske her

Bamsen Theo har fået lov at låne autostolen indtil baby kommer 🙂

Det føles meget rart at få ordnet det hele. Det føles mere virkeligt jo tættere på vi kommer datoen for hans ankomst, især nu hvor vi kan se alle tingene stå fremme, som bare venter på at komme i brug.

I det hele taget har denne graviditet været meget mere afslappende end de to andre. Der købte jeg alt fra nyt af, alt var mærkevarer og alle pusle/sove ting matchede i stoffet. Deres værelser stod klar og snorelige flere måneder inden deres ankomst, og de fik først brugt dem da de var over 6 mdr. gamle og begyndte at sove på eget værelse.

Sådan er det ikke denne gang. Vi havde ingen babyting tilbage, for vi havde ikke planer om flere børn. Læs blogindlæg her Men skæbnen ville det anderledes, og pludselig stod vi og skulle starte forfra. Alle planer ændrede sig fra min 10. graviditetsuge, hvor jeg fandt ud af at jeg var gravid.

To positive graviditetstest – den var god nok!

Besluttede mig for at prøve at gøre det til en form for konkurrence, det med at købe ind til en baby så billigt som muligt. Jeg vidste det løb op mellem 8-10.000 kr. de andre gange, og ville prøve at sætte budgettet til max. 3000 kr. Læs hvordan det gik senere når jeg lægger blogindlæg ind om det projekt. Indtil da, kan du læse mit indlæg om alle de gratis bokse man kan få til mor og barn.

I dag vil jeg tillade mig at nøjes med en gang støvsugning, og ellers bare fede den på sofaen med serier, te og rester fra min hjemmelavede rabarber crumble som jeg fik bikset sammen i går. Sådan skal det være, jeg kan gøre det med god samvittighed og jeg fortjener det. Bum!

Mig tid – mor tid❤️

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *