Hverken tyk eller tynd – kræsen søn til diætist

Min søn Milas på seks år, har siden han var omkring et år, været meget opmærksom på hvad han propper i munden. Indtil han var tre år spiste han slet ikke kød. Madpakkerne indeholdte grønt, yoghurt og frugt, samt knækbrød eller et enkelt stykke rugbrød.

Han fik for meget sukker i løbet af en dag – det er jeg helt med på, men for pokker det var udfordrende at finde på mad, og det letteste var de hurtige snacks – fuld af sukker, man lige kunne købe og lægge ned i madpakken.

Han begyndte ar få smag for noget kød i løbet af hans fjerde år, og vi fik stille og roligt arbejdet nogle retter ind, som han rigtig godt kunne lide. Især boller i karry blev hofretten, efterfulgt af rødt kød, tarteletter og hamburryg.

Det var fortsat en udfordring med madpakkerne, så jeg måtte igang med diverse opskrifter med kød i, men intet duede. Vi var tilbage ved knækbrød med smør, frugt, og snacks til formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.

Nu er han seks år og går i skole, og selvom han kan se alle de lækre og sunde madpakker de andre kammerater har med, så nægter han at spise eller smage noget andet end det han har i madpakken. Hans madpakke indeholder lidt frugt (han elsker alt frugt), rosiner eller figenstang, et halvt stykke rugbrød eller knækbrød med smør – til tider æggesalat – agurk og tomat samt en yoghurt eller en mælkesnitte. Til snack er der knækbrød, frugt og lidt tørret abrikos, gulerødder, og en kiks.

Nogen vil måske ikke synes at det er de værste madpakker han får med, fordi der netop er noget frugt og grønt i, og lidt kerner i form af rugbrød, og mælkeprodukter i form af ost og yoghurt. Men når man selv har en del forstand på kost, og fordeling af kulhydrater, proteiner og fedt, så blinkede de røde lamper.

Hans humør ændrede sig drastisk og han efterspurgte/søgte nærmest kun sukker. Derfor kontaktede jeg sundhedsplejersken, som henviste mig til en diætist som er specialist i børn og deres spisevaner – og tilknyttet kommunen.

Vi har nu været til møde med hende, og det gik rigtig godt. Hun fik fortalt Milas at det ikke er hans forældre der er helt gal på den når vi siger nej til sukker gang på gang, eller siger at han skal smage på maden vi spiser. Milas elsker fodbold, så hun fik rigtig fint sammenlignet hans mund med en fodboldbane, hvor Milas er træneren der styrer spillerne (smagsløgene), og får dem til at prøve at stå på nye pladser på banen med nogle ugers mellemrum. Milas skal nemlig lære at selvom der er noget han ikke kunne lide for noget tid siden, så kan det godt være at han kan lide det nu, fordi smagløgene ændrer sig hele tiden.

Desuden skal vi holde ham fra at spise for meget sødt – det inkluderer også frugt. Det skal vi for at få neutraliseret hans smagsløg, som i mange år har været vant til, at søde sager smager lækkert og rart på tungen.
Så det er noget af en udfordring, for der er faktisk meget sødt der indgår i mad dagligt, også selvom det er sundt.

Han skal også lære, at mad ikke er ulækker, den skal der være respekt for. Han fik også lært at der er forskel på ikke at kunne tåle mad, og ikke at kunne lide mad. Han har nemlig i en periode, bildt folk ind at han ikke kan tåle ting som han ikke synes ser indbydende ud. På den måde undgik han at blive tvunget til at spise det mad han ikke ville have, når han ikke var hjemme. Han havde fundet ud af voksne ikke kunne drømme om at give børn mad som de ikke kan tåle.

Hvad skal der så ske? Jamen vi skal jo først og fremmest få ham væk fra det søde, og forsøge at få noget mere protein og fiber i ham. Samtidig skal vi anrette aftensmaden på hans tallerken, og servere ovre i køkkenet. Vi må ikke selv lade ham tage mad fra gryderne, eller have maden stående på spisebordet. På den måde vælger vi hvad han skal spise/smage, og dermed er der mulighed for at han får lyst til at smage på noget han måske ikke selv ville have taget på sit tallerken, hvis han selv kunne vælge. Ved at lade maden være i køkkenet, er det samtidig mere overskueligt for ham, kun at koncentrere sig om det der er på hans tallerken.

Vi har forsøgt noget tid nu og det virker altså stille og roligt. Han spiser det meste vi giver ham, og han siger aldrig noget grimt om maden længere.

Han er i bedre humør, og mere frisk i forhold til før, og så er han også frisk på at prøve at smage noget nyt, hvilket også er helt nyt for os at opleve. Når vi handler lader vi ham dufte til grøntsagerne, og selv vælge hvilke grøntsager vi skal have til maden, som han har lyst til at smage på. Det går også fint selvom det ikke er altid han synes det smager godt. Men så er det prøvet, og han får styrket sine sanser i forhold til duft og smage af nye ting.

Så man behøver altså ikke at være tyk eller tynd for at gå til diætist. Men det er altså en spise forstyrrelse som Milas har skabt sig. Det har noget med styring at gøre. Børn ved at de voksne har kontrollen, og bestemmer alting. Men når det kommer til mad, så er det let at tage styringen over noget selv. Så det er ikke fordi han ikke kan lide mad, han vil bare gerne selv bestemme, og det er altså ikke kød og grønt der står i første række. Når deres tankegang bliver sådan, så skal de have hjælp til at komme på rette vej igen. Her er det de voksne der stille og roligt går ind og tager styringen, og guider barnet på sporet igen. Det tager tid – og det er ikke noget der lige kommer styr på på nogle måneder. Det er en lang kamp som bare skal kæmpes – men når der løbende kommer positive resultater, så er det så fedt at være i gang. Milas selv har også fået meget mere selvtillid, og tør nogle flere ting nu.

Jeg vil klart anbefale andre der sidder med samme problem, at tage kontakt til sundhedsplejersken eller kommunen, for at få den hjælp det kræves, for at børnene ikke kommer ud hvor hverken de eller vi kan bunde. Det kan hurtigt udvikle sig hvis man ikke griber ind.

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *