Når man får nok af folks fordomme og holdninger

Kender I ikke det, når man bare får nok af at høre på andre folks meninger om beslutninger eller andet som omhandler én selv?

Det gør jeg. Ihvertfald nu hvor at jeg glædeligt (ja – det indrømmer jeg) kan fortælle folk at jeg skal have planlagt kejsersnit med mit tredje barn til september.

Som skrevet så skal jeg ikke føde normalt denne gang. Det bliver planlagt kejsersnit på baggrund af mine to tidligere fødseler. Noget jeg ikke lige forventede skulle uddybes nærmere, når jeg til familie, naboer, venner og kollegaer, fortæller om det forestående kejsersnit. Men det skal det åbenbart, for sådan en kommentar kan man ikke bare lige smide ud i luften, uden lige at få en stikpille i form at spydige kommentarer med på vejen.

“Ja, det er jo blevet en normal ting at få foretaget nu om dage så man slipper for at føde selv”

“Er du bange for at det gør ondt at føde? Altså vi andre har jo overlevet, så det gør du vel også”

“Hvad med at give det en chance med at føde selv i stedet for at give op på forhånd”

Yep – ovenstående er sådanne kommentarer jeg er blevet mødt med af mange. Dem der kender mig, og er tætte på mig, har selvfølgelig forståelse for beslutningen fordi de kender til min historie. Men jeg føler mig stødt over at andre som ikke kender til min historie eller mig på den måde, ser sig ret til at have holdninger, og meninger om, at jeg skal have foretaget kejsersnit.

Jeg føler i sådan en situation, at jeg er nødt til at forklare mig, og der kan man godt tænke, at det da er dumt af mig at bruge tid på, men jeg får et behov for at godtgøre beslutningen for at få forståelse fra den anden part. På en måde for at retfærdiggøre det.

Reaktionerne er kommet bag på mig, og jeg aner ikke hvor de kommer fra, for det er ikke noget jeg har oplevet som et tabu eller andet der hvor jeg færdes. Personligt ville jeg heller aldrig nogensinde selv dømme andre eller kommentere på deres beslutninger, uden at kende til historien bag.

Desuden er det ikke “bare sådan ligetil” at få et kejsersnit. Det kræver jo nogle samtaler med jordemoder og en fødselslæge før beslutningen tages. Så allerede der tænker jeg at folk da må vide, at der nok er en grund til at det er blevet besluttet at det er bedst med kejsersnit.

Uden at fortælle hele min historie, så er mit første barn født ved akut kejsersnit. Mit andet barn blev først planlagt som kejsersnit men jeg valgte at prøve at føde selv i sidste øjeblik. Men det gik helt galt.
Så det er jo ved at se på mine journaler fra tidligere fødsler, at vi alle har vurderet det er bedst for mig og min dreng, at han kommer til verden på den måde.

Jeg har det godt med beslutningen – det giver mig ro i maven at vide at jeg ikke skal igennem flere dårlige oplevelser omkring fødsler, som jeg desværre allerede har to af. Denne gang er sidste gang – og både graviditet og kommende fødsel er anderledes end de andre to på alle måder. Det er så dejligt og afslappende, og jeg er meget afklaret med hele processen.

Så et eller andet sted – skide vær med andres holdninger og meninger. Bare de vil holde dem for sig selv. Jeg har ikke behov for at høre dem. Jeg skal nok blive bedre til at “lukke af” og være ligeglad, men jeg ville dog ønske at folk tænkte sig om en ekstra gang inden de udtaler sig.

Hører gerne fra dig hvis du har noget på hjerte omkring dette emne 🙂

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *