I tidligere Blog indlæg, skrev jeg om vores store dilemma herhjemme – nemlig at nå til enighed om navnet på vores kommende søn.

Vi var dybt uenige fra starten af, da vi fik af vide at vi venter en dreng.

Vi have en masse pigenavne som vi begge var enige om, men drengenavne – det var straks værre.

Vi var dog ikke SÅ langt fra hinanden med navne som vi var med vores første fødte, meeeen jeg var ikke helt tilfreds med mange af de forslag Kasper kom med, og sådan have han det også med mine forslag. Han havde dog en mani med at synes at navnene jeg havde som forslag, mindede om navne på dyr, og mærkelige mennesker han har mødt i sit liv, og jeg fik seriøst en følelse af, at nu var løbet kørt – i forhold til at nå til enighed altså. Jeg var sikker på jeg ikke ville få min vilje denne gang.

Vores kommende dreng som vi endelig har fundet navn til, men nemt var det ikke helt

To navne ender med at være i spil, og til en familie sammenkomst med Kaspers familie, fremlægger jeg de to navne. Der er ingen tvivl – familien er klart fan af mit navne forslag.

På vejen hjem i bilen, siger Kasper, at hvis jeg giver ham et kys, så får jeg lov at vælge navnet.

Øhh what!?! Slipper jeg med et kys? Jeg tænkte straks der lå flere skumle bagtanker bag hans ord. Men næh nej, der skulle blot et kys til og så var “krigen” slut.Tro mig han har fået mange kys siden 😉

Så nu er navnet på plads, så mangler vi bare alt det andet praktiske. Men der er heldigvis nogle måneder endnu til at nå det i.

Den søde ventetid…

Til de nysgerrige – så skal vores søn hedde Valdemar. ♥

Der findes ikke noget bedre end tunmousse hvis du spørger mig. Det er noget alle kan lide, og kan spises som både forret eller som tilbehør til diverse sammenkomster hvor den står på “det kolde bord”.

6 pers.
  • 1 dåse tun i olie (tun i vand kan også bruges)
  • 5 dl. 18 % creme fraiche
  • 4 husblas
  • 3 dl piskefløde
  • 1 løg
  • evt. røde kaviar
  • 1-2 citroner
Sådan gør du:

Tun kommes i en si eller et dørslag så væden løber fra. Husblas lægges i blød i en passende skål, og dækkes til med koldt vand.
Løget deles i fire og kommes i en hakker/blender eller hvad du har.
Tun kommes i en skål, og findeles med en gaffel inden løg tilsættes, og derefter saften fra én citron, salt og peber. Rør godt rundt, og tilsæt creme fraiche og rør igen. Smag til – der skal – alt efter smag og behag – nok mere citron eller salt og peber i. Ønsker du kaviar i, så er det nu de skal tilsættes, og røres godt rundt.

Vandet hældes fra husblas, og de knuges fri for rester af vand ved håndkraft. Kom husblas tilbage i skålen og tilsæt en teske kogende vand, og rør godt rundt til husblas smelter. Hæld husblas i tunblandingen, og rør godt rundt så det flydende husblas fordeles godt i blandingen.

Tunblandingen sættes på køl ca. 20 min. indtil der kommer streger når man stryger en gaffel henover. Måske skal den have 10 minutter mere. Men det er vigtigt den ikke “sætter sig” helt, for vi skal lige have rørt en gang mere i den inden den må sætte sig.

Fløden piskes til skum – ikke for stiv men heller ikke for blødt. Flødeskummet røres i tunblandingen med en dejskraber, og der røres med bløde strøg så den forbliver luftig. Dettes gøres til du ikke kan se rester af flødeskummet længere.

Hæld til sidst tunblandingen i den skål/bøtte du ønsker at den skal formes til, for nu sætter moussen sig for alvor, og næste gang du tager den ud af køleskabet, så har den sat sig som den skal, og så kan du ikke bare sådan lige manøvre rundt med den. Jeg bruger altid foliebakker, for med dem kan man let vende den færdige tunmousse ud på fade, tallerkener eller hvad man nu ønsker at servere på, uden at skulle røre ved moussen.

Tunmousse – lækker luftig, og passer både som forret eller tilbehør til det “kolde bord”

Kender I ikke det, når man bare får nok af at høre på andre folks meninger om beslutninger eller andet som omhandler én selv?

Det gør jeg. Ihvertfald nu hvor at jeg glædeligt (ja – det indrømmer jeg) kan fortælle folk at jeg skal have planlagt kejsersnit med mit tredje barn til september.

Som skrevet så skal jeg ikke føde normalt denne gang. Det bliver planlagt kejsersnit på baggrund af mine to tidligere fødseler. Noget jeg ikke lige forventede skulle uddybes nærmere, når jeg til familie, naboer, venner og kollegaer, fortæller om det forestående kejsersnit. Men det skal det åbenbart, for sådan en kommentar kan man ikke bare lige smide ud i luften, uden lige at få en stikpille i form at spydige kommentarer med på vejen.

“Ja, det er jo blevet en normal ting at få foretaget nu om dage så man slipper for at føde selv”

“Er du bange for at det gør ondt at føde? Altså vi andre har jo overlevet, så det gør du vel også”

“Hvad med at give det en chance med at føde selv i stedet for at give op på forhånd”

Yep – ovenstående er sådanne kommentarer jeg er blevet mødt med af mange. Dem der kender mig, og er tætte på mig, har selvfølgelig forståelse for beslutningen fordi de kender til min historie. Men jeg føler mig stødt over at andre som ikke kender til min historie eller mig på den måde, ser sig ret til at have holdninger, og meninger om, at jeg skal have foretaget kejsersnit.

Jeg føler i sådan en situation, at jeg er nødt til at forklare mig, og der kan man godt tænke, at det da er dumt af mig at bruge tid på, men jeg får et behov for at godtgøre beslutningen for at få forståelse fra den anden part. På en måde for at retfærdiggøre det.

Reaktionerne er kommet bag på mig, og jeg aner ikke hvor de kommer fra, for det er ikke noget jeg har oplevet som et tabu eller andet der hvor jeg færdes. Personligt ville jeg heller aldrig nogensinde selv dømme andre eller kommentere på deres beslutninger, uden at kende til historien bag.

Desuden er det ikke “bare sådan ligetil” at få et kejsersnit. Det kræver jo nogle samtaler med jordemoder og en fødselslæge før beslutningen tages. Så allerede der tænker jeg at folk da må vide, at der nok er en grund til at det er blevet besluttet at det er bedst med kejsersnit.

Uden at fortælle hele min historie, så er mit første barn født ved akut kejsersnit. Mit andet barn blev først planlagt som kejsersnit men jeg valgte at prøve at føde selv i sidste øjeblik. Men det gik helt galt.
Så det er jo ved at se på mine journaler fra tidligere fødsler, at vi alle har vurderet det er bedst for mig og min dreng, at han kommer til verden på den måde.

Jeg har det godt med beslutningen – det giver mig ro i maven at vide at jeg ikke skal igennem flere dårlige oplevelser omkring fødsler, som jeg desværre allerede har to af. Denne gang er sidste gang – og både graviditet og kommende fødsel er anderledes end de andre to på alle måder. Det er så dejligt og afslappende, og jeg er meget afklaret med hele processen.

Så et eller andet sted – skide vær med andres holdninger og meninger. Bare de vil holde dem for sig selv. Jeg har ikke behov for at høre dem. Jeg skal nok blive bedre til at “lukke af” og være ligeglad, men jeg ville dog ønske at folk tænkte sig om en ekstra gang inden de udtaler sig.

Hører gerne fra dig hvis du har noget på hjerte omkring dette emne 🙂

Store tasker – små tasker? Jeg er endt i pusletaske helvede – et sted jeg aldrig havde forestillet mig at ende.

Med de to andre børn har jeg blot benyttet den pusletaske som fulgte med i købet af barnevogn, men denne gang kan jeg bare mærke at det har en anden betydning. Jeg er i forvejen glad for tasker, og jeg har høje krav til dem så de er tilpasset min hverdag, til fest og job.

Så nu er jagten gået ind på den perfekte pusletaske, og OHH MY!!! Der findes jo utallige slags, størrelser, og mærker. Jeg er mega forvirret.

Den skal have den rette størrelse, være opdelt med rum, have lommer i siderne, må gerne være vandtæt, og så må prisen gerne være nogenlunde fornuftig. Er det for meget at forlange?

Det er det åbenbart når man søger efter pusletasker online. Her er både beskrivelse og gode billeder mangelfuldt. Men for mig er det bare SÅ vigtigt – både beskrivelse og billeder spiller en alt afgørende rolle i, hvordan jeg opfatter varen, og dermed også ved jeg vil blive tilfreds når jeg modtager den med posten.

Her er tre pusletasker jeg overvejer at købe – dog kun én af dem 😉

Cam Cam – Kidsworld.dk

DAY – Mamalux.dk

Storklek – Jollyroom.dk

Jeg “stødte” på Scannings-huset første gang tilbage i marts, da jeg efter en nakkefoldsscanning af mit tredje barn, blev nysgerrig på kønnet. Hende der scannede mig fik nemlig sagt “ham”, og på et af billederne synes jeg også at ane en lille “tap”. Men usikkerheden fik mig til at blive endnu mere nysgerrig, og jeg kunne ikke vente 8-10 uger til gennemscanningen.

Ved grundig søgning på uundværlige Google finder jeg hurtigt ud af, at priserne i mit nær område (Vestsjælland) ligger på mellem 500-900 kr. for en kønsscanning. Det er sikkert en god og fornuftigt pris – men jeg havde håbet på noget billigere må jeg indrømme.

Så dukker Scannings-huset i Silkeborg op på min skærm. Der er dælme langt, tænker jeg. Men jeg tjekker hjemmesiden ud, for der står noget på Google om en online vurdering af ens eksisterende scanningsbilleder.
Halløj! Så kan jeg da lige love for jeg spærrer øjnene op.

Især da jeg ser at det kun koster 150 kr. og “reglerne” er simple:

  • Du sender dine scanningsbilleder til jordemoder Lisette Bjerregaard på enten mail eller sms. Det er vigtigt billederne er taget fra 12+0 og derefter, da det ellers er for usikkert at vurdere kønnet.
  • Du sender 50kr via MobilePay – det er prisen for vurderingen af billederne, og vurderes det der at kønnet kan fastslås (aldrig 100 %) sender Lisette mail eller sms retur til dig, når vurderingen er færdig. Her skriver hun om kønnet kan fastslås eller ej.
  • Kan kønnet fastslås, skal du sende 100kr mere via MobilePay, og når disse er modtaget, går Lisette igang med at udvælge et af de fremsendte billeder hvor der tegnes og markeres, efterfulgt af en skriftlig forklaring på hvordan hun er nået frem til bestemmelsen af kønnet, som sendes retur til dig.

Ønsker du ikke at benytte dig af ovenstående metode, kan du også foretage bestillingen via webshoppen på hjemmesiden. Her lægges der 150 kr i kurven, og hvis kønnet ikke kan fastslås, er det kun 50 kr. der trækkes fra dit kort når vurderingen er færdig.

Som skrevet er det aldrig 100 % sikkert med en kønsvurdering så tidligt, men jo længere henne du er når du får foretaget scanningen, og hvis billederne er gode, og ikke for “grumset”, er der større chance for, at kønnet kan ses tydeligere.

Jeg fik foretaget nakkefoldsscanning da jeg var 12+2, og havde et par gode billeder så Lisette kunne se, at det var en lille dreng der lå derinde. 
Ganske rigtigt – efter gennemscanningen i uge 21+ har vi fået bekræftet at det er en dreng vi venter.

Vil klart anbefale at man benytter denne nemme, smarte og billige måde at få vurderet kønnet på sit kommende barn på. Samtidig er det super god service og Lisette er virkelig dygtig og imødekommende.

Læs mere om Scannings-huset.dk her

Min søn Milas på seks år, har siden han var omkring et år, været meget opmærksom på hvad han propper i munden. Indtil han var tre år spiste han slet ikke kød. Madpakkerne indeholdte grønt, yoghurt og frugt, samt knækbrød eller et enkelt stykke rugbrød.

Han fik for meget sukker i løbet af en dag – det er jeg helt med på, men for pokker det var udfordrende at finde på mad, og det letteste var de hurtige snacks – fuld af sukker, man lige kunne købe og lægge ned i madpakken.

Han begyndte ar få smag for noget kød i løbet af hans fjerde år, og vi fik stille og roligt arbejdet nogle retter ind, som han rigtig godt kunne lide. Især boller i karry blev hofretten, efterfulgt af rødt kød, tarteletter og hamburryg.

Det var fortsat en udfordring med madpakkerne, så jeg måtte igang med diverse opskrifter med kød i, men intet duede. Vi var tilbage ved knækbrød med smør, frugt, og snacks til formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.

Nu er han seks år og går i skole, og selvom han kan se alle de lækre og sunde madpakker de andre kammerater har med, så nægter han at spise eller smage noget andet end det han har i madpakken. Hans madpakke indeholder lidt frugt (han elsker alt frugt), rosiner eller figenstang, et halvt stykke rugbrød eller knækbrød med smør – til tider æggesalat – agurk og tomat samt en yoghurt eller en mælkesnitte. Til snack er der knækbrød, frugt og lidt tørret abrikos, gulerødder, og en kiks.

Nogen vil måske ikke synes at det er de værste madpakker han får med, fordi der netop er noget frugt og grønt i, og lidt kerner i form af rugbrød, og mælkeprodukter i form af ost og yoghurt. Men når man selv har en del forstand på kost, og fordeling af kulhydrater, proteiner og fedt, så blinkede de røde lamper.

Hans humør ændrede sig drastisk og han efterspurgte/søgte nærmest kun sukker. Derfor kontaktede jeg sundhedsplejersken, som henviste mig til en diætist som er specialist i børn og deres spisevaner – og tilknyttet kommunen.

Vi har nu været til møde med hende, og det gik rigtig godt. Hun fik fortalt Milas at det ikke er hans forældre der er helt gal på den når vi siger nej til sukker gang på gang, eller siger at han skal smage på maden vi spiser. Milas elsker fodbold, så hun fik rigtig fint sammenlignet hans mund med en fodboldbane, hvor Milas er træneren der styrer spillerne (smagsløgene), og får dem til at prøve at stå på nye pladser på banen med nogle ugers mellemrum. Milas skal nemlig lære at selvom der er noget han ikke kunne lide for noget tid siden, så kan det godt være at han kan lide det nu, fordi smagløgene ændrer sig hele tiden.

Desuden skal vi holde ham fra at spise for meget sødt – det inkluderer også frugt. Det skal vi for at få neutraliseret hans smagsløg, som i mange år har været vant til, at søde sager smager lækkert og rart på tungen.
Så det er noget af en udfordring, for der er faktisk meget sødt der indgår i mad dagligt, også selvom det er sundt.

Han skal også lære, at mad ikke er ulækker, den skal der være respekt for. Han fik også lært at der er forskel på ikke at kunne tåle mad, og ikke at kunne lide mad. Han har nemlig i en periode, bildt folk ind at han ikke kan tåle ting som han ikke synes ser indbydende ud. På den måde undgik han at blive tvunget til at spise det mad han ikke ville have, når han ikke var hjemme. Han havde fundet ud af voksne ikke kunne drømme om at give børn mad som de ikke kan tåle.

Hvad skal der så ske? Jamen vi skal jo først og fremmest få ham væk fra det søde, og forsøge at få noget mere protein og fiber i ham. Samtidig skal vi anrette aftensmaden på hans tallerken, og servere ovre i køkkenet. Vi må ikke selv lade ham tage mad fra gryderne, eller have maden stående på spisebordet. På den måde vælger vi hvad han skal spise/smage, og dermed er der mulighed for at han får lyst til at smage på noget han måske ikke selv ville have taget på sit tallerken, hvis han selv kunne vælge. Ved at lade maden være i køkkenet, er det samtidig mere overskueligt for ham, kun at koncentrere sig om det der er på hans tallerken.

Vi har forsøgt noget tid nu og det virker altså stille og roligt. Han spiser det meste vi giver ham, og han siger aldrig noget grimt om maden længere.

Han er i bedre humør, og mere frisk i forhold til før, og så er han også frisk på at prøve at smage noget nyt, hvilket også er helt nyt for os at opleve. Når vi handler lader vi ham dufte til grøntsagerne, og selv vælge hvilke grøntsager vi skal have til maden, som han har lyst til at smage på. Det går også fint selvom det ikke er altid han synes det smager godt. Men så er det prøvet, og han får styrket sine sanser i forhold til duft og smage af nye ting.

Så man behøver altså ikke at være tyk eller tynd for at gå til diætist. Men det er altså en spise forstyrrelse som Milas har skabt sig. Det har noget med styring at gøre. Børn ved at de voksne har kontrollen, og bestemmer alting. Men når det kommer til mad, så er det let at tage styringen over noget selv. Så det er ikke fordi han ikke kan lide mad, han vil bare gerne selv bestemme, og det er altså ikke kød og grønt der står i første række. Når deres tankegang bliver sådan, så skal de have hjælp til at komme på rette vej igen. Her er det de voksne der stille og roligt går ind og tager styringen, og guider barnet på sporet igen. Det tager tid – og det er ikke noget der lige kommer styr på på nogle måneder. Det er en lang kamp som bare skal kæmpes – men når der løbende kommer positive resultater, så er det så fedt at være i gang. Milas selv har også fået meget mere selvtillid, og tør nogle flere ting nu.

Jeg vil klart anbefale andre der sidder med samme problem, at tage kontakt til sundhedsplejersken eller kommunen, for at få den hjælp det kræves, for at børnene ikke kommer ud hvor hverken de eller vi kan bunde. Det kan hurtigt udvikle sig hvis man ikke griber ind.

Til september udvider vi familien med en lille ny – en dreng mere til samlingen.

Det store spørgsmål “hvad skal barnet hedde” er endnu en gang opstået – og jeg magter helt ærligt ikke den diskussion igen. Vi er DYBT uenige om alle navne.

Vores mindste (snart mellemste) barn hedder Milas. Det navn fandt jeg frem til i desperration over at mit barn ihvertfald ikke skulle hedde hverken Paulius eller Xavir(?) som var Kaspers to ENESTE bud på et navn. Han var dybt seriøs, og tog det meget tungt når folk brød ud i latter, og kom med kommentarer om “at det kan i da ikke kalde et barn”, og “er du ude på at gøre Pernille alenemor allerede inden fødslen”. Der var kun knap 100 personer i Danmark i 2012 der hed Milas, og jeg fik ham heldigvis med på ideen, efter en del overtalelse. Det husker han selvfølgelig stadig, og mener nu at han har første ret til at vælge navn nu her. Jeg må indrømme jeg ikke er enig!

Kasper er til specielle navne – helst navne som nærmest ingen hedder. Han er typen der ikke kan fordrage navne hvis han er stødt på en i sit liv som har heddet det. Så kan man jo regne ud at det nærmest er en umulig opgave at finde en nogenlunde anstændigt navn til barnet, for man stifter alligevel en del bekendtskaber igennem sit liv.

Jeg kan løfte sløret for navne som Hugo, Oscar og Tristan er i spil. Det er dem jeg nogenlunde kan gå med til. Jeg har navne som Elliot og Valdemar som han slet ikke vil overveje. Elliot lyder som et navn på en hest(!?) og Valdemar lyder som en gammel mand!

Held og lykke til mig – jeg har stadig 125 dage til at få ham på andre tanker, for jeg giver mig selvfølgelig ikke.

Alle forslag til navne modtages med kyshånd 🙂

Planen har faktisk aldrig været at vi skulle have flere børn end det to vi har. Men nu er jeg blevet gravid med nr. 3.

Snakken har da været der for nogle år tilbage, men årene er bare gået der ud af, og vi synes faktisk at det blev lettere og lettere at have børn jo ældre de blev.

Vi har netop – i starten af det nye år – planlagt at vi skal til enten Thailand eller USA til næste år (2020), for med den alder børnene har der, så vil vi alle fire få meget mere ud af sådan en oplevelsesrig ferie.

Men sådan skulle det ikke gå… Nu skal der nemlig laves nye budgetter og beregninger, omstrukturering osv. For bedst som året er godt i gang – jeg er i mit livs bedste form, lever efter kostplaner, træner derud af, taber mig godt fem kilo – ja, det hele kører bare som nytårs fortsættet gik ud på – så mærker jeg en dag at det gør ondt når vandstrålerne fra bruseren rammer mine bryster. En følelse jeg kunne nikke genkende til fra mine to tidligere graviditeter, men hvofor få den følelse nu når jeg IKKE er gravid. Men så var der også lige maven. Den var jo blevet betydeligt mindre og markeret efter en 6 ugers maveprogram jeg havde fulgt til punkt og prikke, men da jeg få set efter kan jeg godt fornemme den buler ud igen, i forhold til hvad den burde gøre. Så var der også lige menstruationen som var kommet on/off og mere som pletblødning end almindelig blødning. Men min kostvejleder sagde det var helt normalt at kroppen kunne reagere på kostændring, og at det kunne ændre menstruation og cyklus osv.

To positive graviditets tests – ingen tvivl. Jeg er gravid!

Så med alle de tanker i mit hoved – som jeg slet ikke kan rumme – bestiller jeg en graviditetstest på nettet, og den kommer dagen efter med posten. Har undladt at sige noget til Kasper, da jeg kender ham, og frygter han – helt uden grund, for jeg er jo IKKE gravid – vil gå i panik. Men testen er klokkeklar, jeg ER gravid. Oh my!

Kasper første reaktion var: !”Hvordan er du blevet gravid?”

Fed kommentar Skat – nu skal du høre…! Nå, men vi får sammen talt om det og på intet tidspunkt er snakken på abort, men vi er godt nok i chok. Det er en helt anden oplevelse man får når man opdager en graviditet på denne måde, end når man går og planlægger, som vi (læs: jeg) er mega gode til. Men her var der ikke noget at gøre – planlægningen røg i vasken på alle måder, og på nogle få dage måtte vi omstrukturere i alle planer for 2019 og 2020.

Men jeg fandt jo så hurtigt ud af at jeg faktisk var godt to en halv måned henne, så det skulle pludselig gå stærkt med lægebesøg, vandrejournal, jordemoder, og scanning osv. Ja, og så skulle familie og venner jo også lige opdateres i vores udvidelse af familien, men alle har taget det super godt og synes det er sjovt der kommer en lille en, og sætter alt i vores ellers planlagte liv på pause. Hold da op det var en overvældende tid, og i dag – her tre en halv måned før termin, kunne det bare ikke være mere perfekt end en lille ny.

Første nakkefoldscanning med baby. Det gik lidt stærkt med at komme af sted til den, for jeg var lige pludselig langt henne da vi stod med den positive graviditets test.

Jeg bygger ikke rede denne gang som med de to andre. Jeg er meget mere rolig og afslappende omkring at der kommer en ny. Har købt lidt brugt tøj så han har lidt til den første måned efter fødslen, og så har jeg fået mange ting forærende. Værelset venter vi med at gøre klar til det er tid til han skal sove alene.

Det er en helt anden tankegang og tilgang vi har fået til det hele, men det er fedt, vi elsker det. Hvorfor være så planlagte med alting? Vi tager en dag ad gangen nu, opsparingen er der stadig, og de penge der står der er jo ligeglade med om de bruges til baby eller USA. Eller – nå ja. Bryllup! Kasper friede jo på vore ferie til Egypten en måned efter vi fandt ud af vi skulle have en baby. Så… de skal nok få ben at gå på de penge 🙂

Kasper friede på vores ferie – efter ni år som kærester

Så farvel til planlægning af livet – og goddag og velkommen til det tilfældige, og mere afslappende liv.

Tre gode indlæg relateret til emnet